Til bunden

 

27-08-2005

 

 
     
 

The Code of Silence.

By Sierra Milton.

Hvad har de fleste nu-til dags opdrættere til fælles med mafiaen?
Det er, trist nok, en realistisk almindelighed.
Svaret kommer fra en velkendt genetiker Padgett omkring opdrættere.
Tavsheden er mest kendt og diskuteret omkring mafiaen som: Omerta for
Casa Nostra

Vi kan oversætte det sådan :
For at være med i sammenholdet i gruppen må du aflægge ”et løfte” om tavshed.

Et løfte skal i vores sammenhæng ikke gives, men bevises i vores adfærd.
Begge løfter er dødelig tavshed.
Det er let nok at forstå grundene til sammensværgelser i kriminelle kredse.
Men hvilke grunde kan en gruppe opdrættere muligvis have i at håndhæve Omerta for Casa Nostra?

Mest almindelige grund til ikke at dele genetiske informationer, er frygten at blive set på, som én der udøver hetzkampagne mod andre opdrættere. At blive kaldt ”sladrevorn eller have ond tale”.
Men det ligger dybere end det.
Det begynder med ejerskab og om menneskelige behov som at føle :
jeg ejer det det bedste – jeg har succes.
Alle ønsker vi at eje det allerbedste og anerkendes og hyldes for det.
Hvis ikke, så er vigtigheden i at være venner med dem som har succes stor.

At indrømme, at det man ejer eller opdrættet har fejl og mangler er en svær erkendelse for de fleste opdrættere.
Endnu en grund til tavsheden er, de store investeringer og følelser omkring ens opdræt, som står på spil ved åbenhed.
Udover det,  så reduceres den værdifulde kats værdi væsentligt ved åben erkendelse.
Opdagelsen af, der måske er genetiske defekter i sit opdræt hanner eller hunner, der er investeret så meget personligt i, kan virke skrækindjagende.
Det får mange til at nægte eller overhovedet erkende, at deres katte måske besidder de defekte gener for en specifik sygdom.
Egoisme og frygt for at få mærkatet stakkels eller dårlig opdrætter er til syvende og sidst den væsentlige årsag for opdrætterne til at fastholde denne skadelige code of silense.
Endnu mere skadelig og farlig end denne tavshed er fornægtelsen.
Generne vil vandre videre og blive præsenteret i generationer fremover.
Tavst vil de blandes i andre blodliner før de manifesterer sig eksakt som syge dyr.

Er det muligt at katte, som ser friske og raske ud, alligevel spreder sygdoms gener som endog kan være dødelige?
At to raske, men med bærer af defekte gener producerer det første afectede afkom? Selvfølgelig er det det.
Genetikerne viser os hvordan det er muligt. Groft forenklet sagt:
Opdrættere kan ikke se de defekte gener. Og hvad der ikke kan ses – eksisterer ikke!
Ved brug af denne logik, må alle ikke testede avlsdyr være sunde.
Både ud og indvendigt! Hvis blot denne logik var sandheden!
Uheldigvis, lægges mest vægt på hvad øjet ser:
Bygningsstrukturen og overfladen (Den fysiske standard)


Det har også noget at gøre med unødvendige omkostninger.

Man finder det ikke nødvendigt at bruge penge på røntgen eller blodprøver, for at kende sit dyrs reelle sundheds tilstand.
Den rigtige fare kommer ikke fra katte som er testede, men fra opdrættere som begraver hovedet i sandet og nægter at tro, at deres katte er mindre end perfekte!

Vi kan begynde at ændre, med åbenhed om hvilke defekter der måske gemmer sig til næste generationer.
Men her er Omerta, denne code of silense meget gennemslagskraftig.
Ikke alene fastholder opdrættere deres tro om, at deres katte er ubehæftede med arvelige fejl og sygdomme.
Nej, de tror også på, at ingen avls kat, som de har valgt til deres videre opdræt gennem en parring med deres kat også kan være bærer.
Dersom de altid avler hen mod det bedste, og selvfølgelig, må det bedste være jo være perfekt.

Nu starter så den sande kriminelle handling.
Disse opdrættere ses meget tit som succesfulde på katteudstillingerne.
Deres katte er opfattes som de bedste, de mest værdifulde – det ses jo på alle deres certer og titler.
På grund af disses succes på udstillingerne ses de på som: Opdrætter autoriteter.
Nytilkomne opdrættere tror på deres viden og informationer.
Og den information de nye får er, at der findes ikke genetiske problemer i deres linier.
Der er ikke noget at bekymre sig for.
Der er heller ingen grund til at bruge masser af penge på unødvendige test, ”alle mine katte er sunde og raske”
Endnu mere katastrofal for racens fremtid er, at disse opdrætteres holdning begynder at være den gængse holdning.
De nytilkomne ser disse opdrætters succes med deres katte og køber afkom fra dem.

Selv om få, hvis overhovedet nogle har taget de mest elementære test for genetiske fejl eller sygdomme.
De nye har nu investeret sig følelsesmæssigt og finansielt.
At ville beskytte, starter allerede med, at vise en forudsigelig holdning omkring forventede resultater på den nyindkøbte kat.

Fordi disse Power-opdrættere (ofte dommere, udvalgte til foredrag/seminarer etc.) der ses vindende, tager sig godt betalt for killinger og parringer.
De bruger deres Power. Til at bekendtgøre og forsikre rundt omkring, at det er unødvendigt at diskutere noget som helst omkring arvelige defekter, sundhed eller temperament på nogle af deres hanner eller hunners stamtavler. Eller efterkommere af deres afkom.


Alt for ofte høres: jeg tør ikke sige noget, hvis jeg ønsker at vinde!
Eller et andet udsagn som denne:
Der er vist lidt med epilepsi/hjerte/øje problemer langt ude på linien, men du behøves ikke at vide noget om det.
Vi har ikke oplevet det.
Selvfølgelig behøver vi at vide noget om det.
Hvordan skulle vi ellers kunne vælge klogt og sikkert på, hvilken kat vi skal vælge til parringspartner for et kuld?
Altså hvis vi også ønsker at producere en genetisk sund kat?

Hvad med de opdrættere som åbent fortæller om de defekter de har haft i deres egne katte?
Uheldigvis, er de alt for ofte betegnet som ”stakkel opdrættere” og deres katte siges at være syge.
De er skyet som pesten og bagtales og hånes.
Fakta er at disse opdrættere stræber efter at dele deres kendskab og videnskabeligt teste deres katte. Dette gør, at disse opdrættere bliver ofre for heksejagt af de selv samme mennesker, som enten er for billige, for ligeglade, for egoistiske og ufølsomme over for fremtiden og som ikke tester deres katte, og endnu mindre tør at have modet til at diskutere ærligt omkring deres egne katte.
I stedet for en positiv tilkendegivelse til  de opdrættere som vælger at dele deres information, bliver disse hånet og jagtet.

Vores menneskelige natur gør, at vi ønsker stærkt at være en del af et fællesskab, og ikke stå udenfor dette.
Derfor gøres hvad der er bedst her :
Man bevarer tavsheden og lyver eller nægter at indrømme hvad man faktisk ved.

Som flere og flere nye tilslutter sig en race, uerfarne som opdrættere og udstillere hopper de i den samme vogn.
Med ejerskabet af kat og udøvelse i kunsten i at udstille
- vender de sig mod de opdrættere som har udstillings succes og sætter disse vindende dyr lig med overlegent bedste kvalitet.
Opdrætterne er derfor mest besluttet på ingen dårlig omtale af deres katte.

At vinde I Show ringene har intet at gøre med genetisk sundhed.
Der er vitterlig et antal ”Vinder” katte, som er bærer af genetiske defekter.
Og som i sidste ende kendes, som havende disse sundhedsmæssige defekter.

Medens en genetisk defekt, afhængig af type og indvirkning på livskvalitet, aldrig skal udelukke katten fra den genetiske pulje, er det absolut nødvendigt at man er genetisk opmærksom på alle områder for at opdrætte.
Og at man som det sidste, tester sådan en kats afkom og ser seriøst på dens baggrund for at udelukke muligheden for at bringe defekter videre.

Igen, vinderne ønsker ikke at få prædikatet ”stakkels opdrætter” og miste anerkendelse af at være den bedste.
(Ligesom muligheden for at miste økonomisk grundlag ved ikke at kunne sælge sine killinger)
Code of silense bliver om mere fastankret.

De nye opdrættere, fordi de ønsker at blive accepteret, undgår at tale om hanner og hunner som har produceret dårligt, så som standard - temperament eller sundheds problemer.
Osse de nye har nu penge og følelser i klemme plus forventningen om at komme i ”vinderklubben”.
De har måske set spor i en eller flere tilfælde på deres eget afkom fra linien, men nægter at vedkende sig dette spor, af frygt for at for at blive stemplet eller udelukket af gruppen.

Tit vil de opdrættere, som ikke åbent har erkendt at de kan have arvelige problemer, forsøge at udvande mulige årsager til sygdommen, hvis de hører den omtalt, hvor den er fremkommet i en parring til fremmed linie.

Dr. Jerold Bell (kendt genetiker, USA) har dette at sige til en sådan parringer:
Gentagne udparringer for, at forsøge at udtynde skadelige recessive gener er ikke en ønskelig vej at gå for at få kontrol over defekte gener.
Recessive gener kan ikke fortyndes. De vil enten være eller ikke være i kattens arvemateriale.
Udparret afkom, som er bærere vil sprede de defekte gener i genpolen.
Hvis en kat er kendt som bærer eller er i højrisikogruppen bør en sådan kat neutraliseres.
Linien føres videre med et eller to gode afkom. Dette gentages igen, i håb om at blive fri af den genetiske arv for sygdommen.
Benægtelsen af kendskab eller udeladelse af test for arvelige sygdomme får ikke sygdommen til at forsvinde.

De opdrættere som seriøst prøver, at opdrætte katte og tager enhver videnskabelig forholdsregel for at sikre sig sundt genetisk materiale, er hånet for ikke se den virkelige lidenskab som bør give anerkendelsen.
Deres anstrengelser bliver trivialiseret som det mindste, oftest betegnet som unødvendig og bagatelliseret.
Eller de får prædikatet ”Angst - fremelskere”.
Som resultat af dette, arbejder disse opdrættere alene og deres bestræbelser i deres eget opdræt gør en lille forskel for racen som helhed.
Omerta Casa Nostra kan kun brydes af mennesker som har det mod, overbevisning og passion for at ville styrke racen og dens sundhed.
I stedet for hetz på de, som har hjertesorg over at være involveret i en arvelig sygdom, burde målet være en tilkendegivelse fra enhver opdrætteklub i ethvert land for netop de med mod og beslutsomhed til at tale åbent og ærligt om en genetisk sygdom i deres race.

En præmietilføjelse til de opdrættere, lignende den som de mest vindende katte får, skulle gives til disse opdrættere som arbejder utrætteligt med at forbedre racen.
Showklare skønheder viser ikke en races styrke.
Genetisk sundhed og bedst mulige evner for at leve et sundt og smertefrit liv overgår langt mere værdien af showklare skønheder, men er væsentlig sværere at opnå. 

Prisen for de genetiske test er ikke dyr, når man ser på den pris racen må betale ved at nægte at teste.
Spørg enhver velinformeret opdrætter hvis opdræt har en hjertesygdom, blodsygdom, øje eller hofte problemer, spørg om han anker manglen på fremsynethed og benægtelserne hos gamle opdrættere?
At disse ikke investerede i racens fremtidige sundhed og at vi nu ser næsten uovervindelige problemer. Svaret er forudsigeligt

Skal racens fremtid lide af hjerteproblemer, for udeladelse af en simpel test til 750kr?

Fordi den ikke var vigtig i vores tid som opdrættere?

Vil racen stå til ansigt med prøvelser for at få elimineret øjenproblemer årene fremover pg. benægtelser og tænkt unødvendige?
Vil efterkommere mærke smerter pg. dårlige hofter /eller albuer fordi de bevægede sig fint på dommerbordet og så ikke uformelige ud for det blotte øje?
(røntgen er nødvendigt for hofter og løse knæled)

Indrømmet, test for disse genetiske sygdomme vil ikke kunne garantere, at problemerne ikke vil komme i fremtidens opdræt, men tests vil reducere risikoen stort.
Og det er et godt sted at starte.

Hvis en opdrætter ikke kan opnå bevis i form af en dyrlægeattest/certifikat eller rapport om at følgende test er blevet foretaget, bør køberen være klar over at købet er for egen risiko.(Købers undersøgelsespligt)

Opdrættere vil måske fastholde at deres katte aldrig har været syge eller det har ikke været nødvendigt at teste fordi deres linie er meget sund.
Nogle påstår endda, at selv deres egen dyrlæge siger at det er unødvendigt. Disse påstande er ansvarsløse.
En gang til, gener er ikke synlige og bærere af defekte gener ser måske raske og sunde ud med det blotte øje.
Det er kun gennem testning vi ved om vores katte er afectede, om vi har en potentiel bærer her.

Hvad kan vi gøre for at bryde denne dødelige tavshed?
Størsteparten, hvis ikke alle opdrætterklubber har en kodeks for etik som byder medlemmerne at opdrætte sunde katte.
Et af de steder man kunne starte med, er netop disse klubber.
I stedet for at være en social institution for ” De gode gamle”, kunne disse klubber begynde at stræbe mod et virkeligt mål:
At beskytte fremtidens afkom af racen ved, og fordre genetiske test som en forpligtiget prioritet for at kunne opdrætte på et avlsdyr.


Meget mere alvorligt, end at opdrætte på en 9mdr ung kat, er den metode at opdrætte, ikke at benytte enhver mulighed for at være på sikker grund for, at den genetiske sundhed bevares.

Tag værdien på at vinde – hvor mange klubber bestemmer ikke årets opdrætter som værende den med mest vindende afkom?
Er der klubber som bestemmer at en opdrætter også må bevise, at de gør alt hvad de kan for osse at sikre fremtiden for racen?

Vi kan bryde denne tavshed ved at anbefale disse som har modet og viljen til at tale om problemerne, dele deres gode resultater og erfaringer i stedet for at boykotte dem.
Omerta falder til jorden, hvis hver killingekøber og køber af hankattens ydelser forlanger at se testresultater for genetiske sygdomme.
Code of silense uddør når vi indser, at det ikke er nok at producere vinder katte eller forlange den højeste pris for en killing eller have en hankat som bruges flittigt.
Vi må finde den gamle lidenskab. Den som vi alle først sluttede os til, vores lidenskab for racen og at ville arbejde for dens fremtid og hvor antallet af genetiske sygdomme reduceres år for år.


Hvis nogle af de, du kender opdrætter uden at teste, spørg dig selv hvorfor?

Er det mangel på mod, for at finde en evt. bærer i sit opdræt?
Er det af frygt for at miste økonomi, hvis noget sådant sker?
Er det fordi de virkelig er overbeviste om intet er galt med deres katte?
Er det fordi de er bange for at miste prestige hvis de indrømmer noget er galt?
Er det fordi de er bange for, at det nu vil blive sværere at stå som opdrætter af sunde og smukke killinger?

Eller har de mistet den lidenskab, som først var kærlighed til racen imens de klatrede op af vinderstigen?
Eller endnu mere sørgeligt, er det fordi de faktisk er ligeglade med det som de ikke kan se?
Det er et hårdt arbejde og kræver godt mod at udvikle et avls program brugende de videnskabelige metoder og tests, men håbet for en bedre fremtid bør være den drivkraft som fører os alle hen til denne bestemte erkendelse.
Nøglen må være, at arbejde sammen uden frygt for sladder og tavshed.
omerta , code of  silense, kan brydes hvis flere af os beslutter os for, at vi ikke tolererer denne dødelige tavshed mere.

 

Oversat med tilladelse fra forfatteren.
Som gerne vil ha respons hvis du skulle have lyst til det.

Sierra Milton. 

Sierra.milton@ntlworld.com

 

 

     
     
   
         

Til toppen